Ellab-Fonden har doneret til Rigshospitalet.
Ellab-Fonden har doneret kr. 223.400 til Rigshospitalet. Donationen er bevilget til indkøb af Kryofryser til brug ved opbevaring af stamceller.
Ellab-Fonden har støttet indkøbet af en ny kryofryser til klinisk stamcelleforskning på Rigshospitalet. Fryseren skal sikre stabil og sikker opbevaring af celleprodukter ved meget lave temperaturer og blive en vigtig fælles forskningsressource på tværs af flere kliniske forskningsmiljøer.
Fryseren skal blandt andet anvendes i kliniske studier ved Afdeling for Plastikkirurgi og Brandsårsbehandling og Afdeling for Øre-næse-halskirurgi og Audiologi, hvor forskerne undersøger stamcellebaserede behandlinger til patienter med brandsårsar, stråleinduceret mundtørhed og mundtørhed på baggrund af Sjögrens syndrom. Derudover vil Rigshospitalets kardiologiske stamcellelaboratorium benytte fryseren i kliniske studier inden for non-iskæmiske hjertesygdomme.
Med bevillingen bidrager EllabFonden således ikke alene til gennemførelsen af konkrete kliniske studier, men også til en langsigtet styrkelse af infrastrukturen for klinisk og translationel stamcelleforskning på Rigshospitalet. Den fælles fryserkapacitet skaber samtidig bedre muligheder for samarbejde på tværs af specialer og for udvikling af fremtidige stamcellebaserede behandlinger til patienter, hvor de eksisterende behandlingsmuligheder er begrænsede.